Kvalitet og oplevelser er de nye konkurrenceparametre for shoppingcentre i Danmark, skriver Fisketorvet i en pressemeddelelse, og i det københavnske shoppingcenter satser man i høj grad på at tilbyde sine besøgende mere end den gængse shoppeoplevelse.
I dag åbner Nordens første IMAX-biograf i CinemaxX i Fisketorvet.
- På Fisketorvet fokuserer vi på at give vores besøgende en kvalitetsoplevelse, de ikke kan få andre steder. Og det må man sige, at IMAX-biografen er. Med Nordens største biograflærred, den bedste lydoplevelse og billedkvalitet venter der danskerne en biografoplevelse ud over det sædvanlige, siger Jacob Bannor, centerchef for Fisketorvet – Copenhagen Mall.
Udover den nye IMAX-biograf huser Fisketorvet også flere end 100 butikker, en Fitness dk og en række caféer og restauranter. Seneste nyhed er den vietnamesiske kæde LêLê Steet Food, som åbner 9. maj.